La Mouette

La Mouette betyder mågen på fransk og er inspireret af de karakteristiske “mågevinger” på bjerget over byen.
Huset har været danskejet siden 1986 - af en andelsforening med 3 familier.

Her i det nordlige Provence nær Nyons ligger huset i udkanten af en lille landsby omkranset af vinmarker og olivenlunde.

La Mouette ligger på en bjergskråning med flot udsigt over Rhône-dalen og dens berømte vinmarker. Området er tillige berømt for sine oliven ligesom lavendler og abrikoser hører til lokalområdets produkter.

Huset ligger tilbagetrukket fra den lille kommunevej og med flinke fastboende franske naboer på de 3 sider af grunden i udkanten af en lille landsby.  Det ligger højt i terrænnet - ca. 480 m.o.h. - hvor der er udsigt til Mt. Ventoux i horisonten mod sydøst og solnedgangen over Ardeche i vest.

Huset er på ca. 100 kvm. i 2 plan med 4 terrasser og en altan. Der er ca. 1.000 kvm grund med græs samt vinstokke, oliven, abrikos. Der vokser lavendler og nerier, som blomstrer hele sommeren. Desuden krydderurter som rosmarin, timian, oregano, anis og sikkert flere andre. 

Udsigten fra huset præges af et kuperet landskab med små hyggelige landsbyer. Den domineres af vinmarkernes friske grønne blade om sommeren inden de efter vinhøsten medio september, bliver smukke efterårsfarvede i gyldne og røde nuancer. 

Huset er udvidet flere gange siden den første del blev bygget i 1978. Blandt andet med en tilbygning med  soveværelse samt værelse på 1. sal og altan med panoramaudsigt foran. Nye terrasser er løbende tilføjet, ligesom der er et velfungerende køkken til at tilberede egnens gode råvarer.